10/12

STORE SCENE

Brutter (NO) + Spill: Magda Mayas & Tony Buck (DE/AU)

Gratis

Thursday kl. 20:00

Dørene åbner kl. 19.00

Gratis entré

Som en særlig julegave byder Jazzhouse på medrivende aften med to pulserende duoer mellem jazz og eksperimenterende afsøgninger: Brutter (Christian Wallumrød & Fredrik Wallumrød) + Spill (Magda Mayas & Tony Buck).

 


Brutter (NO)

 

Duoen Brutter består af brødrene Christian og Fredrik Wallumrød - et stærkt søskendeteam med lang erfaring inden for forskellige forgreninger af den norske musikscene.

 

Fredrik Wallumrød er mest kendt som rock- og metalmusiker og fra bands som Span, El Caco og Dog Almighty. Han har dertil spillet med sanger og multi-instrumentalist Jarle Bernhoft samt søsteren og sangerinden Susanna, der bl.a. har kollaboreret med Jenny Hval på albummet “Meshes of Voice” fra 2014.

 

Christian Wallumrød har særligt gjort sig bemærket med sit eget ensemble (Christian Wallumrød Ensemble) og kvartetten Dans Les Arbres. Begge orkestre har udsendt en række udgivelser på ECM Records og turneret ekstensivt over store dele af verdenskortet.

 

Tilsammen dykker de som Brutter ned i menneske- og maskinegenereret, divergerende pulsmateriale, der bedst kan beskrives som en slags blanding af højlydt værksted og dystert dansegulv.

 

Spill (DE/AU)

 

Spill er den Berlin-baserede pianist Magda Mayas’ duo med The Necks-medlem Tony Buck. Duoen blev dannet i 2003 og har siden optrådt på et utal af spillesteder i Europa, USA, Australien og Libanon.

 

Mayas er kendt fra kontemporære impro-kredse og for at udvikle organiske teknikker til brugen af sit instrument. Hun ynder at inddrage både klaverets ydre såvel som indre dele, men hendes tilgang til præpareret klaver følger ikke en John Cage-inspireret eller indstuderet model; de fremstår langt mere personlige, fleksible og tilpasningsparate, så Mayas kan imødekomme flere forskellige slags instrumenter, koncertrammer og publikummer.

 

Tony Buck er bl.a. kendt fra trancejazz-bandet The Necks og bidrager til Spill med sin gudsbenådede sans for melodi og timing.

 

Spill drypper af harmonisk komplekse lag, og deres lyd er så melodisk tyk og tæt, at den hele tiden dirrer på grænsen mellem det delikat smukke og direkte voldsomme. De to musikeres sammenspil er så tight og samtidig personligt, at instrumentkilderne - og sommetider endda musikerne - bag de frit flydende passager træder i baggrunden for den større soniske sammenhæng og intime interaktion.

 

Line-up

 

Brutter

Fredrik Wallumrød - trommer, elektronik

Christian Wallumrød - trommemaskiner, synth, elektronik

 

Spill

Magda Mayas - klaver, clavinet

Tony Buck - trommer, perkussion